Om Spoken

SPOKEN / Spoken Word Festival giver scene til ordet, litteraturen, musikken, humoren, samtalen og fortællingerne. Vi har eksisteret siden 2010 og siden 2013 har festivalen været præsenteret af Studenterhus Odense og bliver afholdt over 10 dage i august i hjertet af Odense. I år afholdes SPOKEN24 i uge 33-34, hvor vi udforsker ordet og litteraturen gennem sanselighed i samtale, oplæsninger, performances, koncerter og dialog. SPOKEN sætter ikke kun sit aftryk i det odenseanske by- og kulturliv i august. Vi præsenterer løbende forskellige kulturelle og poetiske arrangementer, heraf Litterær Onsdag og skriveworkshops fra Skriveværkstedet SKRIV. Vi har en lang række lyd og litteraturproduktioner bag os. Blandt andet kan du tage SPOKEN med i lommen på vores Poetiske Lydvandringer i Naturen eller lytte til vores udgivelser med Per Vers KARMAKONTO og FOKUS i samarbejde med Ord Smitter. Hold øje med vores Facebook og Instagram, så du altid kan holde dig opdateret på vores kommende arrangementer og udgivelser. Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, HC.Andersen Festivals, Odense Kommune og er en del af H.C. Andersen Festivals.

SPOKEN 2024

Spoken Word Festival er Studenterhus Odenses ordvilde sommerfestival. Til Spoken 24 kan du opleve ord og lyd om håbets forandrende kraft. Vi undersøger Håb & Klima, Håb & Forældreskab samt Håb & Ungdom med litteratur og musik som prisme. Vi glæder os til at se dig <3

20. november
18:30 → 20:00
Litterær onsdag m. Malte Tellerup - Om håndboldhallen som plot
Venue: Studenterhus Odense
Kan du huske din gamle sportshal fra folkeren, og har du måske endda gået på et fodbold eller håndboldhold selv tager Malte Tellerups roman Mestrene dig direkte tilbage til banen, kampen og hierarkiet. Og den dårlige kantinemad. Med håndboldhallen som ramme udspiller der sig et helt ungdoms - og familieliv, som på fatal men også fuldkommen normal vis bliver spundet sammen med hovedpersonen Maltes og hans brors kampe, turneringer og sejre. Og mens mor og far bliver skilt, men mødes i hallen, opstår der et dilemma. For hvis Malte stopper med at spille, hvor skal familien så være? Mestrene foregår i Bolbrohallen, ikke ret langt fra vores gamle Studenterhus Odense. Derfor var det helt naturligt for os at invitere Malte Tellerup til Litterær Onsdag til en snak om håndboldhallen som plot, om sportens sprog og om at skrive om noget, vi alle deler: Foreningslivet. OM FORFATTEREN: Malte Tellerup (f. 1989) er Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og debuterede i 2017 med romanen Markløs, som blev tildelt Blixenprisen i 2018. Hans seneste roman Mestrene blev udgivet i 2023, og er en autobiografisk roman der foregår i Bolbros idrætshal. Moderator: TBA. Entré: 50 kr. GRATIS adgang for alle unge på en ungdomsuddannelse (Fremvis studiekort i døren) ÅRSKORT Køb din billet til alle vores seks litterære onsdage i løbet af året Studerende: 150 kr. Fotograf: Rita Kuhlmann

SKRIV - Et åbent skriveværksted

Hvor der er ord, er der håb.

Med håbet som årstema for Spoken Word Festival 2024 har Spoken i samarbejde med Studenterhus Odense skabt et skriveværksted, hvor ord får lov at spire. SKRIV tilbyder gratis åbne skriveworkshops på Studenterhuset, hvor alle er velkomne. SKRIV er støttet af Odense Kommunes pulje for præstationsfrie fællesskaber og har i samarbejde med LGBT-foreningen Lambda, organisationerne Ventilen, Tuba og Tubanu samt forlaget Historia tilrettelagt et program med ti gratis workshops tilegnet Odenses ungdomsuddannelser. Se mere om SKRIV på ungdomsuddannelserne nedenfor. Al-undervisning varetages af forfatter og skrivelærer Anne Katrine Bagai, der til daglig også fungerer som programplanlægger for Spoken Word Festival. 

SKRIV på Studenterhus Odense

Alle skriveworkshops på Studenterhus Odense er gratis og foregår på mandage i tidsrummet 17.00-20.00. Der er ikke krav om tilmelding. Alle workshops kan ses i Spoken Words program. Under hver workshop vil der være skriveøvelser og tekstlæsninger på programmet. SKRIV er også et socialt fællesskab og vi følges gerne til Spoken Word Festivals arrangementer eller tager ud af huset til Odenses øvrige kulturliv. 

SKRIV på ungdoms-uddannelserne

I samarbejde med Odense Kommune har vi i 2024 mulighed for at tilbyde alle ungdomsuddannelser gratis skriveworkshops med ordet og håbet i centrum. Arrangørerne af SKRIV står dog ikke alene om tiltaget. LGBTQ+-foreningen Lambda, Ventilen, Tuba og Tubanu har et samarbejde med SKRIV om at lave tre workshops. Det har vi gjort fordi vi alle tror på, at det skrivende fællesskab er et fællesskab, der kan bidrage til at styrke unges mentale trivsel. Vi ønsker også at synliggøre de lokale organisationers store arbejde, der alle bidrager aktivt med råd og vejledning, til unge som står et sted i livet, hvor der er brug for fællesskab og sparring. Derudover samarbejder vi med det lokale forlag Historia, så eleverne på længere sigt har mulighed for at blive publiceret i en samlet antologi.
 Skoleprogrammet går i gang i marts, og der er stadig pladser at få. 


Hent program

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til programmet, er du velkommen til at kontakte skrivelærer og tilrettelægger Anne Katrine Bagai på skriv@spokenwordfestival.dk Alle skriveworkshops på Studenterhus Odense er gratis og foregår på mandage i tidsrummet 17.00-20.00. Der er ikke krav om tilmelding. Alle workshops kan ses i Spoken Words program. Under hver workshop vil der være skriveøvelser og tekstlæsninger på programmet. SKRIV er også et socialt fællesskab og vi følges gerne til Spoken Word Festivals arrangementer eller tager ud af huset til Odenses øvrige kulturliv.